Bag om Naturfølelse


Om mig – Line fra Naturfølelse
Mit navn er Line, og jeg har skabt Naturfølelse ud fra en dyb forståelse af, hvad det vil sige at bære på traumer, begrænsende mønstre og følelsen af at sidde fast i livet. Jeg ved, hvordan det er at kæmpe sig gennem mørke perioder, for jeg har selv været der.

Mit liv har været turbulent og efterladt ar på sjælen – traumer, jeg stadig arbejder med den dag i dag. Min opmærksomhed omkring mine egne sår begyndte, da jeg trådte ind i det spirituelle univers og startede min første uddannelse. Det gik op for mig, at det ikke var tilfældigt, at jeg havde gået igennem de oplevelser, jeg havde. De skulle vise sig at være en gave – en mulighed for at hjælpe andre mennesker, der står i lignende situationer.

Hvorfor Naturfølelse?
Naturfølelse handler om det, der sker i os, når vi møder naturen. Det kan være en særlig stemning, en pludselig indsigt eller et minde, der vækkes til live af en bestemt naturoplevelse. Det er subtilt, individuelt og dybt forbundet med vores sanser og følelser.

Når jeg siger, at Naturfølelse er en kompetence, der rummer hele mennesket, mener jeg, at alle følelser er naturlige – og ingen følelser er uvelkomne. At arbejde med det, vi mærker, i en naturlig tilgang og et naturligt miljø, kræver en særlig bevidsthed.

For mig handler Naturfølelse om at møde sig selv og andre med alle de følelser, der opstår. At forstå, at følelser bare er følelser – de definerer os ikke, men vi kan vælge, hvordan vi forholder os til dem. Når vi tør være med vores følelser i naturen, skabes der en dybere forbindelse til os selv, vores oplevelser og den verden, vi er en del af.

Min baggrund og uddannelser
Jeg har en bred vifte af uddannelser og værktøjer, der gør mig i stand til at arbejde helhedsorienteret med mine klienter:

✔ NLP Samtaleterapeut
✔ NLP Master coach
✔ NLP Coach Practitioner
✔ Bevidst Clairvoyant Vejleder
✔ Sylvotherapy Practitioner (Teoretisk viden om skovterapi)

Min tilgang er hverken klinisk eller teoretisk tung – den er jordnær, nænsom og baseret på at se dig lige dér, hvor du er. Naturen spiller en vigtig rolle i mit arbejde, fordi den har en beroligende effekt på nervesystemet og skaber et trygt fundament for forandring.

Derfor elsker jeg at hjælpe andre
For mig er der intet smukkere end at se forandringen ske hos et andet menneske – at se dem give slip på et traume, bryde et gammelt mønster eller opdage en styrke, de ikke vidste, de havde. Jeg har selv oplevet den transformation og mærker den stadig, hver gang jeg arbejder med mig selv i terapi.

Når vi slipper noget, der har holdt os tilbage, bliver vores verden et bedre sted at være i – og det smitter af på dem omkring os. Jeg så det tydeligt hos mine egne børn. Da jeg begyndte at gå i terapi og arbejde med min selvudvikling, skete der noget magisk. Jeg stoppede med at bruge mine gamle, negative strategier og kunne nu være det hele menneske, jeg altid havde ønsket at være.

Og det er præcis derfor, jeg brænder for at hjælpe andre. For hver person, jeg støtter i at skabe en forandring, bliver verden et lidt bedre sted – ikke kun for dem, men også for dem, de har omkring sig.

Hvis du kan genkende noget af dig selv i det, jeg skriver, så ved, at du ikke er alene. Der er en vej frem, og jeg vil gerne gå den sammen med dig.